onsdag den 26. juni 2013

Spinatgratin med feta og cherrytomater


Der er gang i sommerkosten i øjeblikket. Her får du en opskrift på dagens kreation - en gratin på spinat, cherrytomater og feta, krydret med muskatnød og hvidløg.

2013-06-26 19.07.39

Vi spiste den med ovnbagte kartofler til, og ristede, balsamico-marinerede røde pebre. Opskriften giver nok til 4 personer som hovedret.

Opskrift:

250 g frisk spinat
100-150 g cherrytomater
3-4 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
friskkværnet sort peber
friskrevet muskatnød
½ dl fuldkorns-speltmel
2-3 dl grøntbouillon
75 g smuldret fåre- eller gede-fetaost

3 æg delt i blommer og hvider
½ tsk salt

Tænd ovnen på 200°.
Vask spinaten grundigt og slyng den fri for væde.
Skyl tomaterne og del dem i halve.
Pil hvidløgsfed og hak dem groft.
Varm olien op i en dyb pande og kom hvidløg ved. Tilsæt tomaterne og steg ved god varme i et minut.
Kom spinaten i panden og lad den falde sammen.
Krydr med peber og muskat og drys melet ud over panden. Rør bouillon i lidt efter lidt og lad stuvningen koge godt igennem så den tykner.
Hæld spinatblandingen i en skål, kom osten i og lad det køle lidt ned.
Imens piskes hviderne stive.
Rør æggeblommer og salt i den afkølede stuvning og fold de stiftpiskede hvider forsigtigt i.
Smør et ovnfast fad og hæld blandingen i.
Bag gratinen midt i ovnen i cirka 30 minutter. Hvis overfladen bliver for mørk, kan du dække med et stykke aluminiumsfolie.

Variation: du kan bruge andre oste end feta, de skal blot rives groft og kommes i blandingen samtidig med de piskede hvider. I stedet for et ildfast fad, kan du bage din gratin i portions-forme, så skal den bare have kortere tid før den er færdig.

Velbekomme!



The English Corner

Try Google Translate for the time being.

Bon appétit!

lørdag den 15. juni 2013

Pizza-værksted

Det er blevet sommer og vi tager lidt lettere på måltiderne og planlægningen. Eksamenslæsning gør også sit til at lave rod i de sædvanlige mønstre, så vi får taget hul på spontaniteten og de fælles ad hoc løsninger der plejer at præge sommertiden.

En hyggelig ting at lave sammen er pizzaer. Af en eller anden grund ender vi næsten altid med at lave dem om fredagen, trætte ovenpå en lang uge, og typisk uforberedte på projektet. Heldigvis kræver det ikke noget større udstyr at lave pizzaer - en gærdej på godt mel, en velkrydret tomatsovs som bund, og så er det bare at lege med alt hvad der måtte være i gemmerne til fyld.

pizza-værksted

Server en god salat til, så er aftensmaden klaret. Her kommer et par yndlingsfyld af de vegetariske: pizza med grillede auberginer, eller pizza med kartoffel og rosmarin.

Det kan godt betale sig at grille auberginerne til auberginepizzaen. Skyl og top dem, og skær i ikke for tykke skiver. Læg dem på bageplade og pensl med olivenolie. Ind under grillen i cirka 7 minutter, så er de klar.

pizza-værksted

Vi lægger dem på en bund af god tomatsovs, krydrer med oregano eller merian, og kommer lidt sorte oliven på. Top med en smule ost.

pizza-værksted

Kartoffelpizzaen kan laves med enten tomatsovs, olivenolie med presset hvidløg, eller pesto under skiverne. Der kan blandes courgetter i, eller artiskokbunde i skiver, men kartoflerne er et must. Top med frisk rosmarin, oliven og ost - denne gang blev det gedefriskost, men pecorino kan også gøre det.

pizza-værksted

Hvis du har en bagesten skal den med i ovnen, det giver de sprødeste bunde; men en almindelig bageplade kan også gå an - sådan en har vi klaret os med indtil i år.

Velbekomme!