onsdag den 29. april 2020

Banankage uden klage

Endelig en udgave der aldrig er klæg!

Jeg kan godt lide at putte krydderier i min, men det kan du gøre som du vil. Jeg kan også godt lide at putte valnødder i, de giver lidt at tygge på, men er ikke nødvendige (eller en del af den oprindelige opskrift).

Jeg har lirket den her opskrift til ud fra en fransk af slagsen, fundet på det omfattende opskrifts-site Marmiton, som vel nærmest er franskmændenes svar på Karolines Køkken krydset md Dr. Oetker. I hvert fald fandt jeg en opskrift på "amerikansk banankage", som jeg så har pillet lidt ved for at passe den til som jeg vil have den.

Opskrift:
tænd ovnen på 170º
smør en sandkageform og for den med en strimmel bagepapir

ingredienser:
250 g (spelt)mel
100 g rørsukkermelis
50 g farin eller mørk muscovado
1 tsk ægte kanel
1/2 tsk kardemomme
1 nip salt
1 tsk bagepulver
1 tsk natron

85 g (Naturli' plante)smør, smeltet
2 store, eller 3 mindre, fuldmodne bananer
2 spsk (havre)mælk
1 tsk citronsaft

2 æg
evt. en håndfuld valnøddekerner

Mål de tørre ingredienser af og tag 100 g mel til side. Bland resten af de tørre ingredienser i en skål. Hak valnødderne groft, hvis du vil have dem i.
Smelt smørret og lad det afkøle let. Pil og mos bananerne og kom dem i skålen sammen med smør, mælk og citronsaft. Pisk grundigt med en el-pisker til dejen er lind og ensartet, cirka 2 minutter.
Kom æggene og det resterende mel i, sammen med valnødderne, og bland godt.
Skrab dejen ned i din form og bag kagen midt i ovnen i cirka 55 minutter, eller til den er gennembagt.
Lad kagen afkøle i formen i 10 minutter og derefter på rist.



God fornøjelse!


Variation: prøv den med andre nødder, med chokoladestykker, eller med f.eks. citronskal og vanilje i dejen.


Velbekomme!



The English Corner

Recipe:

Google Translate is your friend here!

Måske måske måske

Bloggen har igen ligget helt brak - i over et år i denne omgang. Jeg bliver jævnligt spurgt, om jeg ikke skal have gang i den igen. Der er folk der savner opskrifter, billeder og inspiration. Indimellem roder jeg mig ud i at dele opskrifterne på Instagram, når folk lægger kommentarer på madbillederne og beder om en. Det er omstændeligt og egentlig et dårligt format til det, så jeg har overvejet at lægge dem her i stedet. Nu må vi se. Jeg smider i hvert fald lige opskriften på banankage op - det er endelig lykkedes mig at finde en, der virkelig spiller. Hold øje med stedet her!

P.S. nåh ja, og så har jeg skiftet navn (egentlig tilbage i 2015), så nu hedder jeg Froy :)

torsdag den 5. juli 2018

Sommermad på bordet

Der bliver indimellem lavet lidt mere komplekse måltider på adressen, bare ofte ikke af mig lige for tiden. Her kommer nogle billeder af aftensmåltider på det seneste:

broccolitærte med tomatsalat, en husets favorit

indisk, med panch phoron kartofler, husets rejekarry, grillede auberginer i yoghurt og brune ris

og så kan man altid lave friske sommer-ruller...

her med grønsagsstave, friske krydderurter, nudler, salat, omelet og ristede svampe

ostescones jeg fik bagt til en dag med suppe på menuen

klar til at lave pasta med svampe og broccoli
Denne uge har vi prøvet den veganske måltidkasse fra Aarstiderne, så er vi nemlig sikre på at undgå den skjulte mælk. Nogle af retterne er underligt utilstrækkelige, hvor der mangler hele elementer af et komplet måltid, men det største problem for os er at den ikke fås i en glutenfri* udgave. Kassen kommer med produkter indeholdende hvede, som vi ikke kan bruge og som vi må erstatte med noget andet, når vi laver maden. Og så skal der findes nye hjem til det vi ikke bruger, så vi undgår en masse madspild. Det skulle være nemt, men det blev det så ikke alligevel.

Det var lidt fra mit bord. Måske kommer der noget fra køkkenet igen en dag, men indtil da vil jeg prøve at dele lidt billeder af den daglige kost her på bloggen. Hvis der er noget der frister voldsomt, så smid en kommentar og bed om opskriften.

*Aarstiderne har en måltidkasse der også er glutenfri, men så er der til gengæld både mælk og masser af dyr i den

Små måltider i farver

Jeg savner lidt den her blog, selvom det også bare er for meget arbejde at lave indlæggene og jeg heller ikke laver ret meget mad i øjeblikket. Men jeg savner alligevel at dele de gode måltider, så her kommer lidt billeder af ting jeg har spist.

Først en serie billeder af de små måltider - morgenmad, frokost, mellemmåltider:

vandmelon, fordi det hører sig til om sommeren


og jordbær med (soja)fløde, ditto


vafler, fordi det regnede og jeg havde lyst

sojayoghurt med bær, frø og kerner

eftermiddagste

morgenmad eller frokost, som det passer på dagen

Jeg elsker hvor farverig maden er og hvor mange frugter og grønsager der er i sæson om sommeren - det gør det let at spise godt og varieret uden de store anstrengelser.



søndag den 16. oktober 2016

Misosuppe til de kolde grå morgener


Varm morgenmad er en absolut nødvendighed for mig de fleste dage på denne årstid. Misosuppe er en rigtig nem og super tilfredsstillende måde at få varm morgenmad på, og den kræver sådan set ikke engang et egentligt køkken - du kan klare dig med at skærebræt, en god kniv, et rivejern og en elkedel. Opskriften er til en portion.



Opskrift:

1/4-1/2 tsk sriracha chilisauce eller lignende
1/2 tsk sojasauce
1/2 tsk revet frisk ingefær
2-3 spsk hvid miso
2 spsk hakket forårsløg (jeg går efter toppen)
1 spsk hakket frisk koriander (eller anden frisk krydderurt)
et stykke tofu (ca. 3x3x5 cm) i små tern
3,5 dl kogende vand

Du kan eventuelt forvarme skålen ved at fylde den med kogende vand og lade den stå, mens du gør ingredienserne til suppen klar. Hæld vandet ud inden du fortsætter med opskriften.
Kom alle ingredienser, undtagen vandet, i en portionsskål - du skal bruge en skål der kan rumme cirka 1/2 liter.
Hæld det kogende vand i skålen og rør godt fra bunden - misoen blomstrer i vandet og du får en blød og mælket suppe.
Spis den varm.

Variation: du kan bruge andet fyld i din suppe - cherrytomater i tynde skiver, fintsnittet salat eller kål, spæde spinatblade og fintstrimlet daikonradise passer godt i suppen.

Velbekomme!




The English Corner

Breakfast soup is a lifesaver this time of year. Here’s a really simple recipe for miso soup - you don’t even need a real kitchen for this, just a countertop, a sharp knife, a grater and an electric kettle. The ingredients are for one bowl.

Recipe:

1/4-1/2 tsp sriracha chili sauce or equivalent
1/2 tsp soy sauce
1/2 tsp grated fresh ginger
2-3 tbsp white rice miso paste
2 tbsp chopped spring onion greens
1 tbsp chopped fresh coriander (or herb of choice)
3 by 3 by 5 cm piece of tofu, cut into small cubes
350 ml boiling water (i use the electric kettle)

You can pre-heat the bowl by filling it with boiling water & letting it stand while you ready the ingredients. Drain the bowl when you’re ready to proceed.
Place all ingredients in your bowl - you will need a bowl that holds up to about 1/2 liter of liquid.
Add the boiling water and stir well. The miso will bloom in the water and give you a soft milky soup.
Eat while hot.

Variation: You can vary the fillings in this - finely sliced cherry tomatoes, shredded lettuce or cabbage, spinach greens, and shredded daikon all work well.

Bon appétit!