mandag den 26. marts 2012

Kartoffelkarry med grønne bønner


Som nævnt er mit kamera på langfart, så jeg har kun min mobil at tage billeder med. Selv med hiv og sving i PhotoShop kan det være svært at få noget brugbart ud af de forbavsende elendige eksemplarer den præsterer, men det hjælper lidt når der er smukt aftenlys i udestuen.

curried potatoes and green beans with rice and cucumber raita

Her får du opskriften på min kartoffelkarry med grønne bønner, en rigtig sommerret. Der er friske grønne bønner at få fra Kenya i øjeblikket. Jeg lavede bare en lille portion til mig selv, men her får du min standardopskrift. Den giver hovedret til 4 personer, hvis du serverer den sammen med ris eller pilav, en god dhal, og med en raita som tilbehør. Jeg sprang dhal'en over og fik en lille dessert i stedet.

Opskrift:

1 grøn chili
2 løg
2-3 cm frisk ingefær
400 g faste små kartofler
3-4 spsk olie

1½ dl kokosmælk
250 g friske grønne bønner
4 modne blommetomater
1 tsk groft salt

1 lille bundt frisk koriander

krydderblanding:
2 tsk koriander
1 tsk spidskommen
½ tsk kanel
½ tsk gurkemeje


Flæk chilien og skrab kernerne ud.
Pil løgene og hak dem meget fint, eventuelt i køkkenmaskinen.
Skræl ingefæren og hak den meget fint – du skal brug en stor spiseskefuld.
Skrub eller skræl kartoflerne og skær dem i kvarte eller i store tern.
Stød krydderblandingen i en morter eller kryddermølle.
Varm olien i en dyb pande og steg chili, løg og ingefær under omrøring til løgene begynder at tage en smule farve.
Kom kartofler og krydderblanding i panden og vend godt rundt. Lad det stege under omrøring i et minut eller to.
Kom kokosmælk i panden, læg låg på og lad det simre under låg i 15 minutter.
Vask bønnerne og skær dem i cirka 5 cm lange stykker.
Skyl tomaterne og skær dem i store tern.
Vend bønner, tomater og salt i retten og lad den simre videre i endnu 15 minutter – tilsæt eventuelt en lille smule vand, hvis den er ved at koge tør.
Skyl de friske krydderurter, fjern de grove stængler og hak resten groft. Fold dem i retten og server.

Variation: de grønne bønner kan eventuelt erstattes med spinat, der så vendes i retten til sidst og damper med de sidste 5 minutter. Du kan riste 1 dl mandler eller cashewnødder og folde i retten sammen med den friske koriander. Hvis du vil have retten stærk, så brug 2 chili eller undlad at fjerne kernerne. Skal den være mild kan du komme chilien i hel.

Velbekomme!

it was delicious

The English Corner 

Recipe: for my curried potatoes and green beans coming soon - until then try Google Translate.


søndagsmad

Variation:

Bon appétit!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar