fredag den 12. oktober 2012
Snegle med persisk fyld
Sneglene her er endnu et eksperiment udi den sukkerfri kagebagning. Fyldet er inspireret af bedstemor Mehris kulucheh, små iranske kager med fyld af krydret dadel-mos.
Selvom der ikke er raffineret sukker i sneglene er de propfulde af naturligt frugtsukker, så det er med at være tilbageholdende, hvis du skal passe på med sukkeret! Hvis du vil have en vegansk version, kan du blot udelade ægget i dejen.
Opskrift:
150 g fintmalet speltmel
½ tsk kardemomme
75 g mælkefri margarine
½ dl plantemælk
20 g gær
1 æg
fyld:
50 g valnøddekerner
12 friske iranske dadler
2 tsk kanel
2-3 spsk vand
eventuelt 2 spsk plantemælk til pensling
Mel og kardemomme sigtes sammen.
Fedtstoffet smeltes i en lille kasserolle og mælken røres i.
Smuldr gæren i et dejfad og opløs den i den lune mælkeblanding.
Pisk ægget let sammen med en gaffel og kom det i fadet sammen med melet. Rør det sammen og kom eventuelt 1-2 spsk ekstra mel i, hvis det behøves. Slå dejen i fadet til den er blank og glat – alternativt kan den æltes på røremaskine i 5-7 minutter.
Dæk fadet med et rent klæde og stil dejen til hævning et lunt sted i 25 minutter.
I mellemtiden kan du lave fyldet klar: findel nødderne i en køkkenmaskine eller minihakker. Fjern stenene fra dadlerne og kom dem i maskinen sammen med kanel. Kør det hele sammen til en cremet masse – tilsæt eventuelt en smule vand. Alternativt kan fyldet stødes i en morter.
Når dejen er hævet tændes ovnen på 220°.
Drys lidt mel på bordet og rul dejen tyndt ud til et cirka 50x35 cm stort rektangel. Fordel fyldet på dejen ved hjælp af en dejskraber eller paletkniv og rul den sammen fra den ene langside.
Skær rullen ud i 12 stykker og stil dem med skærefladen opad på en bagplade med papir. Tryk sneglene let flade med håndfladen og dæk med det rene klæde. Lad sneglene efterhæve i 15 minutter.
Pensl sneglene med mælken og bag dem midt i ovnen i 25-30 minutter, eller til de er gyldne og gennembagte.
Lad sneglene køle af på en rist.
Variation: der kan bruges andre nødder end valnødder. Hvis du er vild med lakrids, kan du lave en version med stødt anis i dejen og lakridspulver i fyldet - erstat blot kardemomme og kanel med tilsvarende mængder af det ønskede krydderi.
Velbekomme!
The English Corner
Recipe:
Energy reserves are currently insufficient to provide a translation - Google translate may be your friend...
(½ dl = 50 ml, dadler = dates)
Variation:
Bon appétit!
Labels:
allergivenlig,
autumn,
being creative,
cake,
dadler,
dairy free,
kage,
mælkefri,
nødder,
persian,
persisk,
vegansk,
vegetarisk
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det ser superlækkert ud. Gad vide om jeg kan bruge den rest kvædemos jeg har i overskud på samme måde? Det skal da testes!
SvarSletKære rysteribs, det kan du helt sikkert - bare sørg for at den er godt krydret, så skal det nok komme til at smage dejligt!
Slet