onsdag den 8. september 2010

Lagkage

Vi har en hel række fødselsdage i september og oktober her i huset, så det er klart lagkagetid. I anledning af fødselsdagsbarnet den første september bagte vi så lagkage i weekenden - en klassisk lagkage med bær, (soja)flødeskum og kagecreme, som jeg forbinder med dansk sommer og eftermiddagste/kaffe på fødselsdage.

birthday cake

Der blev ikke gjort noget ud af at lave opstilling og tage billeder for vi var mest opsatte på at hygge os sammen og spise masser af kage, men jeg fik da skudt et par billeder så du kan få et indtryk af konstruktionen. Så må du bare se om du kan abstrahere fra den voldsomme mønster og farveforvirring i omgivelserne, samt det elendige lys!

Vi bager vores lagkager fra bunden, da vi skal undgå hvede i kagen. Det er nu heller ikke svært at bage bunde, det tager bare lidt tid. Du kan eventuelt bage dem dagen i forvejen, så skal de bare stables med bagepapir mellem lagene og kommes i en stor plastikpose. Denne kage har fyld af bær, sojafløde og kagecreme. Du får opskriften på det hele.

Opskrift:

lagkagebunde:
4 æg
2 dl sukker
1 dl fint speltmel
1 dl kartoffelmel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker


kagecreme:
2 æg
2 spsk sukker
3 tsk maizena
2 dl mandelmælk eller lignende


fyld:
350-400 g friske (eller frosne) skovbær
2 spsk sukker
evt. 1 spsk Creme de Cassis
1 portion kagecreme
3 dl sojapiskefløde


Begynd med at bage bundene, eventuelt dagen i forvejen.

Tænd ovnen på 175°
Pisk æg og sukker hvidt og skummende.
Sigt de to slags mel, bagepulver og vaniljesukker sammen og vend det i dejen.
Smør en 24 cm springform og drys med mel. Hæld dejen i.
Bag nederst i ovnen i 30-35 minutter til kagen er gennembagt.
Afkøl på rist - efter 10 minutter kan kagen løsnes fra formen. Lad den afkøle helt før bundene skæres.
Stil kagen på et fladt rundt fad og del den i tre bunde ved hjælp af en lang brødkniv med bølgeskær – det er lettest hvis du drejer kagen rundt med den ene hånd mens du skærer. Hvis du ikke har et fladt fad kan du stille kagen på et stykke bagepapir.

Når du er klar til at lave fyldet så rens bærrene, kom dem i en skål og drys med sukker og eventuelt Creme de Cassis.
Lav kagecremen: slå æggene ud i en lille kasserolle og pisk dem let sammen med sukker.
Rør maizena ud i den kolde mandelmælk og pisk det i.
Bring cremen langsomt i kog under piskning og lad den koge igennem i 1-2 minutter under konstant omrøring.
Hæld cremen i en skål og dæk med film – skub filmen ned i skålen så den rører overfladen af cremen overalt, så undgår du skind og kondens. Lad cremen afkøle helt inden brug.

Pisk sojaflødeskum luftig – den skal fordoble sin volumen.
Tag cirka halvdelen af flødeskummet fra og rør det i den kolde kagecreme.
Dryp bærrene af i en sigte og gem saften til at dryppe bundene med.
Læg en bund på et lagkagefad, dryp med 1-2 spiseskefulde af saften, fordel halvdelen af bærrene på og top med halvdelen af kagecremen. Læg en bund ovenpå og pres let så den bliver plan. Kom det samme på denne bund.
Læg den sidste bund øverst og pres igen let, så toppen bliver plan. Kom flødeskum på og fordel det med en paletkniv. Stil kagen køligt til den skal spises – den har godt af at trække ½-1 times tid.

birthday cake

Pynt eventuelt lagkagen med lidt friske bær, blomster, krymmel, kakaodrys eller andet efter ønske.

Variation: hele kagen kan eventuelt smøres med flødeskum, eller du kan komme glasur på toppen og så sprøjte flødeskummet på siderne, hvis du kan lide dine lagkager meget søde. Har du ikke skovbær kan kagen fyldes med en eller flere slags af følgende bær: jordbær, hindbær, blåbær, brombær, kirsebær.

Velbekomme!



The English Corner

birthday cake

Recipe: for layered birthday cake coming soon on this entry!



Bon appétit!

3 kommentarer:

  1. Hvor er det FEDT at støde ind i en blogger, som også har mælkeallergi - du har lige fået dig en fast læser mere :-D
    Jeg har en anden opskrift på kagecreme, som jeg har lagt her:http://homemadeheavenhotspot.blogspot.com/2010/07/et-stykke-med-lagkage-ja-tak.html

    SvarSlet
  2. Hej Hottie, velkommen til min blog :) Vi er ikke helt rigtige mælkeallergikere her i huset, men det man kalder intolerante, så det sker der ryger produkter på gede- eller fåremælk i mine opskrifter, men dem kan du jo styre udenom. Det er ved at være mange år siden vi opdagede problemet, så vi har fundet løsninger på det meste - faktisk var det en oplevelse med den klammeste og mest nedslående "risalamande" den første jul, der fik mig i gang med systematiske eksperimenter udi det mælkefri. Jeg tror nok det var en opskrift fra Jonna Deibergs bog mine forældre havde brugt, og jeg kan i hvert fald love dig at opskriften på kagecreme i dette indlæg er langt mere lækker end den i bogen ;)

    SvarSlet
  3. Hej :) hvor mange dage i forvejen kan man lave lagkagebundene?

    SvarSlet