I dag vil jeg lægge en opskrift ud på bloggen der stikker noget af fra de øvrige. Produktet er hverken spiseligt eller fremstillet i mit køkken, men det kan dog bryste sig af at passe til årstiden.
Jeg føler mig godt nok ikke helt klædt på til at levere hækleopskrifter - jeg er mest til strik når der skal nørkles i den mørke tid. Men jeg har dog lavet tørklædet her helt selv - både fundet på mønstret, hæklet den lange farveskiftende sag, og til sidst valket på bedste beskub. Tørklædet er hæklet i ren uld fra Kauni. Jeg brugte en hæklenål størrelse 3,5 mm - det var hvad jeg kunne finde i krukken med strikkepinde, men du kan eventuelt bruge en størrelse 4,5 mm, som passer bedre til garnets tykkelse. Det færdige arbejde er valket i vaskemaskinen ved 40°. Hvis min maskine havde et program på 50° havde jeg nok prøvet at bruge det - 60° turde jeg dog ikke vaske på. Jeg har aldrig prøvet at valke før, og havde ingen anvisninger jeg kunne følge, så hvis du har egne erfaringer må du endelig følge dem - og også gerne dele med mig i en kommentar.
Opskrift:
til tørklædet:
1 nøgle changerende Kauni ren uld, ca. 140-150g
1 hæklenål str. 3,5-4,5 mm
dit yndlingsprogram på radioen, eller måske en lydbog - jeg har hørt at Liberty skulle være god... ;)
til valkningen:
uldvaskemiddel
vaskemaskine med program på 40°-50° (eller en stor balje og masser af tid og kræfter)
Slå en løbe-løkke op på din hæklenål. Hækl 54 luftmasker (opslagnings-masken tælles ikke med).
Første række: hækl tre luftmasker til at vende på og derefter en stangmaske i fjerde maske fra nålen. Hækl endnu en stangmaske i næste maske, derefter tre luftmasker - spring over tre masker og hækl derefter stangmasker i de følgende tre, efterfulgt af tre luftmasker. Gentag i hele arbejdets bredde (tre stangmasker efterfulgt af tre luftmasker over de følgende tre masker) og slut af med en stangmaske i den sidste maske.
Anden række: hækl tre luftmasker at vende på og derefter yderligere to stangmasker i luftmaskebuen, tre luftmasker, tre stangmasker i næste luftmaskebue, osv. rækken ud. Slut igen af med en stangmaske i sidste maske.
Gentag indtil du løber tør for garn - det tager lidt tid og jeg brugte mine daglige to gange 35-40 minutters bustur til at fylde rækker på. Er du til radio eller lydbøger er det også vældig hyggeligt at hækle mens man lytter - her er nok til at par udsendelser og en del kapitler, før du får brugt garnet op.
Hæft enden ved slutningen af den sidste række, og væv også garn-enden fra arbejdets begyndelse ind i det hæklede arbejde så den bliver skjult.
Kom arbejdet i vaskemaskinen, kom uldvaskemiddel i og slå centrifugering fra, og vask så på almindeligt kulørtvask-program (minus centrifugering) ved 40°-50°. Pres tørklædet fri for vand så godt du kan.
Hvis du vil valke i hånden laver du en stor balje varmt vand med uldvaskemiddel i - det skal være mere end håndvarmt, men ikke så du brænder dig. Kom arbejdet i baljen og pres vandet gennem ulden så det bliver godt vådt. Gnid ulden mellem håndfladerne så det filter. Når du har været hele arbejdet igennem presses vandet ud og ulden kommes i helt koldt vand - det giver den et chok og fremmer filtningen. Gnid arbejdet igennem igen i det kolde vand og skyl derefter al sæben ud. Pres tørklædet fri for vand så godt du kan.
Efter valkning rulles tørklædet i et stort badelagen. Rul stramt og pres overskydende væde ud. Gentag i et tørt badelagen. Træk tørklædet i facon, så det er lige bredt i hele sin længde, og lad det tørre fladt.
Det færdige sjal passer lige i banderolen fra garnet, og det ser vældig fint ud hvis du vil gøre som jeg og give det væk.
Variation: hvis du ikke kan skaffe Kauni uld, eller hellere vil have andre farver, så prøv blot med et andet garn i ren uld.
Her er næste projekt, som dog er på stand-by i øjeblikket grundet fysiske skavanker.
Jeg bruger en hæklenål i størrelse 4,5 mm denne gang og to nøgler garn - sjalet hækles over 120 masker i stedet for 54. Jeg glæder mig til at sidde og putte mig i det færdigt-hæklede og -valkede sjal til vinter.
God fornøjelse!
torsdag den 14. oktober 2010
En anden slags opskrift
Labels:
being creative,
crochet,
efterår,
eksperimenter,
gave,
hækling,
håndarbejde,
opskrift,
vinter
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar