tirsdag den 31. maj 2011

Grønærtesuppe med mynte

Selvom jeg har glemt at tage et billede af den smukke grønne suppe, skal du nu alligevel have en opskrift.

Opskrift:

1 lille løg
8-10 grønne asparges
1 lille salathoved (hovedsalat, romaine, frisé eller lign.)
3-4 stilke frisk krusemynte
200 g grønne ærter, bælget vægt
1 spsk olivenolie
1 nip chiliflager
1 lille glas tør hvidvin
1 tsk salt
¼-½ liter sojadrik eller mandelmælk
1 spsk mælkefri margarine (eller smør)


Pil løget og hak det fint.
Skyl og afdryp asparges, salat og mynte.
Skær enderne af aspargesene og skær dem i 2 cm lange stykker. Læg hovederne til side.
Skær salaten i strimler.
Hak myntebladene groft.
Varm olien i bunden af en gryde og lad løgene snurre sammen med chiliflager til de bliver klare.
Kom ærter og asparges i gryden og lad dem stege med i et par minutter.
Vend salat og halvdelen af mynten i og kog gryden af med vinen.
Når spritten er fordampet kommes salt, og soja- eller mandelmælk så det netop dækker, i gryden. Lad suppen småkoge under låg i 10-15 minutter til alt er netop mørt. Suppen vil sandsynligvis skille, men det betyder ikke noget da den bliver blendet til sidst.
Imens steges aspargestoppene og resten af mynten i margarine eller smør i 3 minutter.
Blend suppen og vend de stegte aspargestoppe og mynte i.
Server med godt brød.

Variation: suppen kan også toppes med ristede mandler. Andre grønne blade der kan bruges er f.eks. frisk spinat, radisetoppe, eller skvalderkål.

Velbekomme!



The English Corner

Recipe: still relying on Google translate - choose your language at the top of the sidebar menu.



Variation:
Bon appétit!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar