onsdag den 2. marts 2011

Karamelsnitter - mere slik end kage

Hvad gør man når man bliver karameltrængende men ikke tåler mælkeprodukter? Jeg plejer at vente på at det går over, men nu har jeg ventet i et par uger uden resultat så jeg syntes det var tid at tage sagen i egen hånd.

karamelsnitter

Resultatet blev disse karamelsnitter med chokoladetop. Mørdejsbunden bliver meget skør når man bruger mælkefri margarine, men karamellen hjælper til med at holde sammen på sagerne. Det er ikke særligt vanskeligt at lave snitterne, og har du en køkkenmaskine tager det heller ikke særlig lang tid - og så kan man glæde sig over de vedholdende frostgrader, som gør det let at køle herligheden ned i en fart.

Opskrift:

bund:
200 g fint speltmel
200 g groft speltmel
2 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
200 g mælkefri margarine
100 g rørsukkermelis
1 æg
1-2 spsk mandelmælk


karamel:
100 mælkefri margarine
200 g rørsukkermelis
4 spsk rørsukkersirup
4 spsk fint speltmel


overtræk:
100 g mørk chokolade

Tænd ovnen på 200°

Lav din mørdej i køkkenmaskinen, hvis du har en - sigt mel og bagepulver ned i skålen, tilsæt vaniljesukker, sukker og det kolde fedtstof i tern. Kør maskinen på middel hastighed til fedtstoffet er jævnt fordelt. Kom ægget i og kør massen sammen - tilsæt mandelmælken mens maskinen kører, dejen skal netop samle sig. Uden køkkenmaskine smuldres fedtstoffet i de tørre ingredienser ved at gnide mellem håndfladerne, og dejen samles ved at røre med en gaffel.
Stil eventuelt dejen koldt i 10 minutter. Rul den tyndt ud på bagepapir i 3-4 mm tykkelse, læg papiret på ovnens bageplade og bag bunden midt i ovnen i 15 minutter.
Stil den færdigbagte bund koldt i 5 minutter - jeg bruger flisegulvet i bryggerset.
Lav karamellen mens bunden bager: kom ingredienserne i en tykbundet gryde, smelt dem sammen ved god varme og kog karamellen over middel varme i 4-5 minutter – rør med en træske så det ikke brænder på. Den færdige karamel skal blive sej når du drypper lidt på en helt kold tallerken - den må ikke koge til den bliver ravfarvet og knækker som kold.
Hæld den varme karamel over den bagte bund og smør den jævnt ud med en dejskraber.
Hak chokoladen fint og drys den over den varme karamel. Smør den jævnt ud med en paletkniv når den er smeltet.
Stil kagen koldt til chokoladen er størknet og skær den så i snitter.

Variation: du kan komme 50 g hakkede mandler i karamellen. Prøv eventuelt fintreven appelsinskal i mørdejen - økologisk naturligvis! - eller espresso i stedet for mandelmælk.

Velbekomme!



The English Corner

Recipe: in English will be up later...



Variation:

Bon appétit!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar