![store bagedag](http://farm5.static.flickr.com/4151/5189752382_fec3e0dd45.jpg)
Heldigvis for mig havde jeg kun 160 g sukker i huset, så udover det gode brød blev der kun til et forsøg med kokosmakroner med orangesmag. Jeg har ellers planer om at bage mandel-cantuccini én af dagene, men det må vente til der er hentet nye forsyninger hjem.
![le bon pain](http://farm2.static.flickr.com/1291/5189154041_268506e26d.jpg)
Kokosmakronerne blev fine og sprøde. De skal overtrækkes halvt med chokolade imorgen og så får vores gæster et par stykker til kaffen efter middagen. Her er min opskrift - der bliver cirka 40 styk.
Opskrift:
2 æg
160 rørsukkermelis
1 økologisk appelsin
200 g frisk kokosmel
15 g fint speltmel
mørk chokolade til overtræk
Varm ovnen op til 175°
Pisk æg og sukker hvidt og skummende.
Skyl appelsinen og riv skallen fint. Rør den revne appelsinskal i æggemassen.
Bland kokosmel og speltmel i en skål og rør det i æggemassen.
Kom bagepapir på 3 plader og brug et par skeer til at sætte makronmassen som toppe på størrelse med et vagtelæg – der skal være god afstand imellem, for de flyder meget ud under bagning.
Bag øverst i ovnen i cirka 12 minutter, til de er let gyldne på toppen og bliver mørke i kanten.
Lad makronerne afkøle helt på en rist.
![coconut-orange crisps](http://farm5.static.flickr.com/4107/5189757310_5e9bb19347.jpg)
De afkølede makroner kan opbevares på dåse med tætsluttende låg, eller i fryseren.
Jeg synes de søde makroner har godt af lidt modspil, så jeg vil have mørk chokolade på mine - du skal nok bruge 75-100 g god letbitter chokolade. Smelt chokoladen over vandbad og dyp den ene side af de afkølede makroner heri, så chokoladen dækker halvdelen af makronen. Sådan her:
![choko-overtræk](http://farm2.static.flickr.com/1005/5189637141_b199160cc3.jpg)
Læg makronerne på en bakke dækket af madpapir eller bagepapir og stil dem køligt til chokoladen er stivnet.
Server til en kop kaffe, eller som tilbehør til is eller frugtsalat.
![coconut-orange crisps](http://farm5.static.flickr.com/4133/5189757482_ab096662ff.jpg)
Variation: brug eventuelt revet citronskal i stedet for appelsin. Du kan også bruge 1 spsk meget finthakket (ægte) pomerans.
Og nu vil jeg så holde fyraften med en kop te og en nybagt makron - det er heldigvis ikke mig der står for aftensmaden i dag.
Velbekomme!
The English Corner
Recipe: in English coming as soon as I find time!
Variation:
Bon appétit!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar