mandag den 12. januar 2009

Jomfruhummer

For at vende tilbage til nytårsmiddagen og det maritime tema, er det vist ved at være tid at skrive lidt om forretten.

Vi var enige om at det skulle være noget godt fra havet, men det var småt med idéer (se indlægget om fisk i pakker, hvor jeg redegør for min manglende erfaring på området) og kort til lukketid, så det endte med at vi købte ind først og fandt på en ret bagefter. Indkøbene gav mig en pakke rå, frosne jomfruhummere fra havet ud for Læsø, og så måtte jeg til at finde på.

Jomfruhummere

Jeg besluttede mig for en varm forret og den enkleste tilberedning jeg kunne komme på, så jomfruhummerne blev flækkede, fyldt med kryddersmør og stukket ind under ovngrillen i nogle minutter. Det var nemt og resultatet var meget lækkert, så det bliver ikke sidste gang jeg forsøger mig med at lave jomfruhummer.

Opskrift:

12 jomfruhummere
75 g vegetabilsk smør
1 lille fed hvidløg
1 lille bundt bredbladet persille (ca 5 stilke)
1-2 spsk citronsaft
¼ tsk hvid peber
½ tsk salt


Jomfruhummerne skal flækkes på langs. Mine var heldigvis ikke levende, så de lå pænt stille - men ellers har jeg ladet mig fortælle, at man kan bruge et viskestykke til at få et fast greb om halen. Læg hummeren på et skærebrædt og brug en skarp kniv. Skær evt. hovederne af først - jeg flækkede hele hummeren og det så flot ud.

Jomfruhummer

Stik spidsen af kniven ned bag det forreste af hovedet og flæk halen på langs, derefter kan du skære resten igennem. Nogle jomfruhummere vil være giftigt grønne indeni - det er rognen og den skifter farve når de tilberedes. Fjern tarmen (den mørke streng ned gennem midten) og maven - jeg holdt de flækkede hummere ind under den kolde hane, så skyllede mavedelen frem og kunne let fjernes.
Læg hummerne i et ildfast fad med snitfladen opad.
Kom smørret i en skål. Pil hvidløgsfedet, skyl og afdryp persillen og fjern stilkene. Hak begge dele fint og kom det i smørret sammen med citronsaft, salt og hvid peber, og rør det hele godt sammen.
Fordel smørret på de halve hummere.

Jomfruhummer

Varm ovnens grill op til 250° og stil fadet ind under i ca 8 minutter. Lad ovndøren stå på klem og hold øje med hummerne - de er færdige så snart smørret smelter og kødet bliver hvidt.
Server de grillede jomfruhummere på et leje af blade (f.eks babyspinat og rød salat) med ristet landbrød til.

Jomfruhummer

(Det er en god idé at gemme skallerne og kløerne fra hummerne - der kan koges en lækker fond på dem, som siden kan blive base for en dejlig suppe eller raffineret sauce. Bare knus skallerne let og kog dem i en times tid sammen med en gulerod i skiver, et lille løg i kvarte og evt. en smule hvidvin. Si fonden når den er kold og gem den til senere.)

Velbekomme!



The English Corner

Here comes the entree we had for our New Years Eve dinner - grilled langoustines with herb butter. It was my first time cooking langoustines, but it definitely won't be my last - they were delicious!

Recipe:

12 langoustines
75 g butter
1 small clove of garlic
1 small bunch leaf parsley (about 5 branches)
1-2 tbsp lemon juice
¼ tsp ground white pepper
½ tsp salt


Split the fresh langoustines lengthwise with a very sharp knife. Do not be alarmed if your langoustine is bright green - that is the caviar, and it will turn red when cooked. Remove the dark string of the intestine and the stomach, and place the langoustine halves in an ovenproof dish.
Peel the garlic clove and rinse the parsley, removing the stems, and chop both finely.
Mix butter, garlic, parsley, lemon juice, white pepper and salt well in a small bowl.
Spread the langoustine halves with the butter.
Heat the oven grill to 250° and grill the langoustines in the top of the oven for about 8 minutes - keep the oven door slightly ajar. The langoustines are done as soon as the butter melts and their meat turns white and opaque.
Serve on a bed of small baby spinach leaves mixed with arugula or red salad, accompanied by a slice of toasted country bread.

Bon appétit!

2 kommentarer:

  1. Det lyder helt enormt godt ! :D
    dog har jeg aldrig prøvet a lave det så jeg tænkte li at nu skrev du at du havde købt frosne hummere skal de så tø op inden man begynder a skære ?
    og er det kun halen man spiser på en hummer ?
    MANGE TAK!:)

    SvarSlet
  2. Hej anonyme. :)
    Ja, de tøede op inden jeg skar og kniven skal helst være rigtig skarp, så den går glat igennem skjoldet.
    På jomfruhummer spiser man kun halen, det er det eneste sted med egentlig kød man kan komme til. På en rigtig hummer er der også dejligt kød i kløerne, og lidt godt at hente ud af benene for de tålmodige.
    God fornøjelse!

    SvarSlet